MENU
Aula_close Layer 1

Innovation på 9. årgang

Innovation og iværksætteri på Mørke Skole

Siden starten af skoleåret har 9. klasse på Mørke skole haft et valgfag omkring innovation og iværksætteri. Dette fag tager udgangspunkt i kreative processer og hvorledes man som individ kan træne sin kreativitet med bestemte øvelser. Forskning har nemlig vist, at alle mennesker fødes med et kreativt talent. Forskellen på hvor kreative vi som individer bliver, ligger i hvordan vi træner og udvikler de kreative kompetencer. Dem som arbejder bevidst med at udvikle ideer bliver langt stærkere til innovation og iværksætteri - Noget som det Danske samfund har brug for, hvis vi fortsat skal være en magtfaktor på det globale markede.

I forbindelse med faget har klassen samarbejdet med den lokale virksomhed Vahle A/S, som producerer eksklusive døre. Virksomheden havde en problemstilling som lød - Hvordan kan vi anvende vores rester af træ fra produktionen på en bæredygtig og omsættelig måde. Denne problemstilling skulle eleverne arbejde med i 6 uger, hvorefter virksomhedens medejer Ole Mølby ville komme op på skolen og høre de 4 gruppers koncepter.

Ved udgangen af forløbet kom Ole forbi og overværede de 4 gruppers præsentationer - Præsentationer som skulle efterlade ham lettere mundlam. For eleverne havde alle leveret nogle helt fantastiske præsentationer! Ole udtalte blandt andet: "Man kan godt se, at I arbejder med mundtlige fremlæggelser her på skolen.... Jeg ved faktisk ikke helt hvad jeg skal sige andet end det bliver meget svært at kåre en vinder". For Vahle havde udlovet en præmie til den bedste gruppe. Præmien var et lækkert Vahlemundbind, som eleverne ses med på billedet. I sidste ende var det et koncept omkring en bæredygtig dørklokke, som løb med sejren. Men både Ole og Dan Jakobsen, som er underviseren i faget, var meget enige om at alle grupper fremstod som vindere i dette forløb.

For Dan, der også er klasselærer for klassen, var fremlæggelserne en stærkt positiv oplevelse, da de understregede hvor flot en fremgang hver enkelt elev har haft på det faglige og personlige plan, siden han lærte dem at kende i 7.klasse. "Jeg følte mig stolt på deres vegne. De har arbejdet hårdt for at nå hertil, hvor de alle kan stille sig op foran en forsamling og præsentere deres arbejde. At deres produkt så samtidig afspejler de mange timer, og de dygtige kreative processer som de har foretaget, er blot en bonus som forhåbentlig vil give dem endnu mere tro på egne evner i fremtiden"

Her kan du læse nogle citater fra eleverne, om hvad de syntes om faget:

"Innovationsfaget er ifølge mig et af de bedste fag. Det er ikke et bogligt fag, men et fag hvor eleverne kan udfolde sig super kreativt og selv skabe undervisningen. Man kommer ud af sin tanke-komfortzone og finder sammen på sjove ideer. Super ærgerligt at man kun har det i et halvt år."

"Den store opgave i faget, er helt klart højdepunktet. Når man samarbejder med en virksomhed så bliver man nødt til at tage sig sammen. Her bliver faget perspektiveret ud i verden, og man kan bruge det til noget."

"Innovation er meget afhæning af eleverne. Hvis eleverne kun giver 10% bliver det et forfærdeligt fag. Hvis de giver 100% bliver det et fantastisk fag."

"Innovation er et fag man altid glæder sig til, fordi hver gang laver vi noget andet end den forrige. Timen slutter altid af med en hel ny viden om os selv og vores kreative kompetencer"

"Innovation får en til at tænke helt nyt og større. Man tænker udover det man normalt ville sætte en grænse for. Alle ideer, tanker og meninger er der plads til. Intet er for meget eller for lidt."